Et pludseligt hjertestop. En lille død. En smertefuld genoplivning. Sådan begyndte det for det ukrainske folk i februar 2022, da krigen brød ud.En hel nation mistede sin tryghed, sin hverdag og sin identitet i ét slag. Tre år senere søger tusindvis af ukrainere stadig efter en ny plads i livet – efter tabet af det gamle.
Af Kateryna Hura
Redigeret af Natalie Sørensen
Mange liv gik fysisk tabt for friheden, men kun få taler om dem, der overlevede – om, hvordan det føles at leve videre i et fremmed land.
Alt skete så hurtigt. Ingen ventede på ukrainerne med åbne arme eller røde løbere. Ingen vidste, hvordan man skulle reagere. Men ved at samle kræfter, viden og solidaritet trådte de europæiske lande til som læger og redningshold for et folk i krise. Ét af disse lande var Danmark, hvor omkring 33.000 ukrainske flygtninge fandt et midlertidigt hjem.
Vi ser alle det smukke billede: de stærke og ukuelige ukrainere, der skaber sig et nyt liv under den danske sol. Men bag det billede gemmer sig en usynlig rejse – den svære, ensomme vej et menneske må gå, når livet pludselig ændres. Et eventyr, men et mørkt og uretfærdigt et af slagsen.
Et liv på pause
Forestil dig at vågne – ikke fra søvn, men til et nyt liv. Et helt andet liv. Du befinder dig i et fremmed land, omgivet af smilende mennesker, der rækker hænderne ud og åbner deres hjem. Men alt dette tilhører ikke dig. Hjertet banker ikke længere, som det plejede. Du mærker tabet af dit “jeg”.
Og spørgsmålene melder sig: Hvem er jeg uden mit arbejde? Hvad kan jeg bidrage med i dette samfund? Hvordan kan jeg bevare min ukrainske sjæl – og samtidig blive en del af dette sted?
Mange ukrainske flygtninge beskriver det som at leve i koma. Kroppen bevæger sig, men blodet føles koldt. Psykologer sammenligner migration med at miste en elsket, med genfødsel – eller med et identitetstab. Men trods alt pulserer én tanke i sindet: Jeg må leve videre.
Fra dette øjeblik begynder søgningen efter alt det livsnødvendige og hjertenære, der engang fandtes derhjemme.
“Vi flygtede ikke fra fattigdom – vi flygtede fra krigen”
Jeg husker, hvordan mange undrede sig, da ukrainske kvinder straks søgte efter negleteknikere og skønhedssaloner. Nogle kritiserede dem for at være følelsesløse midt i tragedien. Men énsætning satte alt på plads:
“Vi flygtede ikke fra fattigdom – vi flygtede fra krigen.”
Vi vil leve. Vi har ret til at leve – også når det gør ondt.
Mange forlod alt for at redde deres børn, trods smerten og de tunge beskyldninger om forræderi fra egne landsmænd. Senere mødte de nye former for fordømmelse – fra andre østeuropæiske flygtninge, som mente, at ukrainere fik for mange privilegier i Danmark.
Der findes også en lille del af danskerne, som ser på ukrainere med skepsis, sammenligner dem med muslimske migranter og møder dem med fordomme. Samtidig har mange ukrainere i tre år båret en tung skyldfølelse: for inflationen, for de stigende priser, for Europas økonomiske byrder – som om alt var deres ansvar, “fordi ukrainere kæmper”.
Ingen havde forestillet sig, at Ukraine en dag skulle stå i krig med sin “broderstat”.
Et nyt liv – og en ny identitet
Trods modgang fortsætter ukrainernes vej mod et nyt liv i Danmark. De viser flid, højt uddannelsesniveau, kreativitet og iværksætterånd. På blot tre år er der opstået et væld af lokale ukrainske fællesskaber, frivillige initiativer og velgørende organisationer.
De glemmer ikke, hvem de er – men de husker også, hvor de er. Næsten alle lærer dansk, uden at vide, hvor livet vil føre dem hen. Af respekt for landet og folket omkring dem ser de sproget som nøglen til at høre til.
Ukrainere tager imod ethvert arbejde og når ofte langt på kort tid – til stor overraskelse for mange danskere. De studerer, engagerer sig og deler gavmildt ud af deres kultur. Til kulturelle begivenheder og fester viser de, hvor smuk den ukrainske kultur er.
De har også lært at forstå ordet hygge – ikke kun som et udtryk, men som en livsfilosofi. Og de har taget ligestilling og den skandinaviske samfundsmodel til sig som et naturligt fundament for deres nye liv.
Mellem to verdener
Det paradoksale er, at mange, som har genopbygget deres liv her, måske vil vende hjem, når krigen en dag er forbi – for at begynde forfra endnu engang.
Så hvorfor lære sproget, tage uddannelser og tilegne sig nye færdigheder i Danmark?
Fordi de vil leve. De har forstået, at alt kan ændre sig på et sekund.
Derfor fortsætter de – med livsmod, med den ukrainske sjæl og med danske værdier og traditioner som en del af sig – fremad mod en usikker, men egenhændigt formet fremtid.
Danish 