I november 2025 blev en detaljeret fredsplan bestående af 28 punkter lækket til offentligheden – et dokument, som Donald Trump præsenterede som en vej til at stoppe krigen mellem Rusland og Ukraine. Offentliggørelsen udløste en voldsom reaktion – fra støtte i visse politiske kredse til skarp kritik fra ukrainske og vestlige eksperter.
Hvad planen foreslår
Dokumentet dækker spørgsmål om sikkerhed, forfatningsmæssige ændringer i Ukraine, begrænsninger af landets militære kapacitet og humanitære aspekter. Blandt de mest kontroversielle punkter er:
• krav om de facto anerkendelse af russisk kontrol over Krim samt hele Donetsk- og Luhansk-regionerne, inklusive de i dag ikke besatte områder;
• deling af Kherson- og Zaporizjzja-regionerne mellem Rusland og Ukraine langs den nuværende frontlinje;
• forpligtelse for begge lande til ikke længere at ændre grænser med magt;
• krav om, at Ukraine trækker sine styrker tilbage fra en del af Donetsk-regionen, som landet i øjeblikket kontrollerer.
Samlet set betyder dette en de facto legalisering af Ruslands “opnåelser” og en fastfrysning af en status quo, der er fordelagtig for Moskva.
Planen indeholder også bestemmelser om:
• et fuldstændigt forfatningsmæssigt forbud mod ukrainsk NATO-medlemskab;
• reduktion af de væbnede styrker til 600.000 soldater;
• oprettelse af et “Fredsråd” under international (reelt – amerikansk) kontrol til at overvåge aftalens gennemførelse;
• amnesti for alle parter for handlinger begået under krigen;
• øjeblikkelig våbenhvile efter underskrivelsen.
Et særligt punkt indeholder såkaldte amerikanske sikkerhedsgarantier: i tilfælde af et nyt russisk angreb skal sanktionerne fuldt ud genindføres, og anerkendelsen af de nye grænser annulleres. Mekanismerne til at gennemføre disse garantier er dog ikke beskrevet.
Russiske fordele og Ukraines “røde linjer”
Ukrainske og europæiske analytikere bemærker, at planen i vid udstrækning gentager gamle krav fra Kreml. Den fastslår de russiske territorialbesættelser og svækker samtidig Ukraines forsvarsevne markant.
Det faktiske forbud mod Ukraines NATO-medlemskab ses som et direkte indgreb i landets suveræne ret til selv at bestemme sine allierede. Beslutningen om at optage et nyt medlem ligger udelukkende hos Ukraine og NATO-landene; ingen tredjepart kan påtvinge begrænsninger.
Også punktet om at reducere den ukrainske hær til 600.000 mand møder hård kritik. Set i lyset af den vedvarende trussel om ny russisk aggression og manglen på konkrete sikkerhedsgarantier, fremstår dette som et skridt, der gør Ukraine endnu mere sårbart.
Det er også bemærkelsesværdigt, at planen slet ikke indeholder mekanismer for krigsskadeerstatninger eller juridisk ansvar for Ruslands krigsforbrydelser.
Kyivs position og Kremls reaktion
Præsident Volodymyr Zelenskyj kaldte i en tale til nationen situationen for “et valg mellem værdighed og tabet af en nøglepartner” og understregede, at Ukraine ikke vil acceptere vilkår, der truer landets suverænitet. Samtidig bekræftede han parathed til “ærlige forhandlinger”.
Kremls reaktion var forudsigeligt aggressiv: Putin kaldte igen den ukrainske ledelse en “kriminel gruppering” og erklærede, at målene for den såkaldte “SVO” forbliver uændrede. Hans udtalelser viser, at Moskva ikke udviser reelle hensigter om at stoppe krigen – tværtimod forsøger Rusland at udnytte situationen til at øge det politiske pres.
Pres på Ukraine fra USA
Ifølge Financial Times insisterer Trumps administration på at få planen godkendt så hurtigt som muligt – inden Thanksgiving. Det Hvide Hus arbejder angiveligt efter en “aggressiv tidsplan” for at færdiggøre aftalen inden årets udgang.
Zelenskyj understregede samtidig i sin tale, at han allerede i næste uge vil afholde en række vigtige internationale konsultationer.
Vestlige regeringer og eksperter: “Planen er et udgangspunkt for diskussion, men kræver ændringer”
Planen kritiseres ikke kun i Ukraine – flere europæiske allierede mener, at betingelserne er for fordelagtige for Rusland, og at forberedelsesprocessen var uigennemsigtig (bl.a. fordi EU ikke deltog).
Europæiske ledere samt Canada og Japan erklærede, at de hilser USA’s bestræbelser på fred i Ukraine velkommen, men at den foreslåede “fredsplan” kræver yderligere arbejde, da nogle af dens betingelser er uacceptable for Ukraine eller strider mod EU’s og NATO’s positioner.
De udtrykte også bekymring over de foreslåede begrænsninger af den ukrainske hær, som kan gøre landet sårbart over for fremtidige angreb.
De europæiske ledere understregede, at gennemførelsen af punkter, der vedrører EU og NATO, kræver samtykke fra EU’s og Alliancens medlemsstater.
Erklæringen blev underskrevet af præsidenten for Det Europæiske Råd António Costa, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Canadas premierminister Mark Carney, Finlands præsident Alexander Stubb, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kansler Friedrich Merz, Irlands premierminister Micheál Martin, Italiens regeringschef Giorgia Meloni, Japans premierminister Sanae Takaichi, Hollands regeringsleder Dick Schoof, Norges premier Jonas Gahr Støre, Spaniens premier Pedro Sánchez og Storbritanniens premier Keir Starmer. Polens premier Donald Tusk tilsluttede sig også.
Fordele, som planens tilhængere fremhæver
Tilhængere af dokumentet peger på flere potentielle fordele:
• hurtig standsning af kampene og færre menneskelige tab;
• oprettelse af mekanismer for fangeudveksling og humanitære programmer;
• potentielt juridisk fastlagte sikkerhedsgarantier.
Men nøgleordet er “potentielt”. Den reelle effekt af garantierne er fortsat usikker.
Ukrainske eksperter: de vigtigste risici
Den ukrainske ekspertverden fremhæver flere kritiske risici:
-
Legalisation af territoriale tab uden udsigt til tilbagelevering.
-
Svækkelse af forsvarsevnen på grund af reduktion af hæren.
-
Amnesti, som udhuler ansvar for krigsforbrydelser.
-
Tidsmæssigt pres, som kan føre til ufordelagtige beslutninger.
Har planen en chance for at blive gennemført?
Teoretisk ja, men kun i ændret form. En fuld gennemførelse i dens nuværende udgave er usandsynlig: den kræver ikke blot Kyivs godkendelse, men også opbakning fra centrale europæiske partnere samt garantier for gennemførelse fra Ruslands side. Meget vil afhænge af den politiske dynamik i USA og allieredes positioner i EU og NATO.
Anastasiia Semeniuk
Danish 