Et stigende antal børnefamilier lever i dag i økonomisk udsathed. Sociale organisationer melder om rekordmange henvendelser, og hos Mødrehjælpen har man endda måttet afskaffe de populære fødselsdagsgavekort, fordi behovet er vokset markant.
Samtidig træder flere borgere til for at støtte de familier, der har det svært. En af dem er Vibeke Kjeldbjerg.
En kvinde i Randers gør en forskel for udsatte familier
Det begyndte som en lille julekalender med brugt tøj og legetøj til 20 børn, men endte med at hjælpe 100. Vibeke kom siden til at yde støtte ikke kun i juletiden, men hele året rundt. Hendes hjem, hendes garage og hendes tid er blevet centrum for en af byens mest markante private hjælpeindsatser. Hun arbejdede 10 ud af 12 måneder men det blev for meget for hende.
Vibeke, der selv er mor og bedstemor, bruger op mod ti måneder om året på at indsamle og sortere tøj, sko, skitøj, legetøj, smykker og madvarer. Alt skal videre til dem, der har brug for det.
“Der kom en enlig mor med fem børn, som manglede alt. Vi fandt tøj og støvler til alle drengene – og hun gik herfra med lettelse i øjnene,” fortæller Vibeke.
Slikposer, voksenbleer, stomiartikler, shampoo, vaskepulver og basisvarer som lasagne, spaghetti og saftevand pakkes også.
Overskudsmad, julekurve og hjælp fra hele byen
Rema 1000 i Dronningborg er en af Vibekes faste samarbejdspartnere. Her henter hun ofte overskudsmad, der ellers ville være blevet kasseret – alt fra grøntsager og mælkevarer til æg, som blot har fået en forkert datomærkning.
Sidste jul delte hun 48 kasser mad ud til familier i Randers.
Rema 1000 bidrager i forbindelse med jul, påske og pinse, mens Vibeke selv dækker udgifterne resten af året. Ifølge hende er Rema 1000’s støtte guld værd og når ud til mange familier, der har brug for en håndsrækning.
Hun understreger dog, at hun aldrig deler penge ud – og at hun er opmærksom på, at enkelte forsøger at snyde.
“Jeg bruger meget tid på at tjekke profiler. Jeg hjælper ikke folk, der tydeligt har været på dyre ferier lige før jul,” siger hun.
Fra kriseramte familier til institutioner – hjælpen når bredt ud
Vibeke oplever hvert år flere og flere ansøgninger. Sidste år kom der 100 henvendelser, mange fra familier på ressourceforløb med kun få tusinde kroner om måneden.
Hun hjælper både almindelige familier og kriseramte.
“Nogle gange ringer en sagsbehandler eller en institution, der kender til en familie uden mad, legetøj eller basale ting.
Hun har tidligere hjulpet en kvinde med at opbygge et helt hjem, skaffet en seng til en dreng, der aldrig havde haft en, og fundet en mikroovn, da behovet opstod.
I perioder hjælper hun mellem to og syv familier om ugen.
Udsatte mænd, unge – og familier uden netværk
Vibeke strikker i en gruppe sammen med andre også tæpper til udsatte på mandecenteret, og hun skaffer både fjernsyn og computere til unge på autismecenteret.
“Vi strikker til folk, der sover dårligt, og får tøj ind til fædre, der intet har,” fortæller hun.
Hendes barnebarn hjælper også til, og flere frivillige kommer med trailere, når der skal hentes store læs.
Julens store varme – og årets folkehjælper
Den 23. december er en af årets travleste dage. Vibeke sørger for kød og for, at alt når frem til familierne inden juleaften. Mange rejser langt for at hente maden.
“Der stod en kvinde med tårer i øjnene, som havde gået flere kilometer for at få mad. Det glemmer man ikke,” siger Vibeke.
For sin indsats er hun blevet kåret til Årets Folkehjælper – en pris, hun modtog i Rema 1000, hvor butikken fejrede hende med 10 kager og champagne.
Fra julekurve til helårlig støtte
Flere borgere ønsker at støtte områdets udsatte, og mange henvender sig løbende til Vibeke for at donere det, de har i overskud. Det kan være alt fra bleer til stomiartikler, og en privat sponsor har endda bidraget med 10.000 kroner øremærket til mad, hvilket har gjort det muligt at hjælpe endnu flere familier.
Når Vibeke deler et opslag på Facebook, modtager hun altid en lang række henvendelser. Hun uddeler dog ikke støtte ukritisk, men orienterer sig først på de ansøgendes profiler. Ved udlevering i Randers registrerer hun desuden, hvor mange børn der er i familien, og hvor gamle de er. Hun lægger vægt på, at familierne selv får lov til at vælge de ting, de har størst behov for
Grøntsager er blevet en luksus for mange familier
Når det gælder efterspørgslen på madvarer, er billedet klart: Grøntsager er det, flest familier efterlyser. Ifølge Vibeke skyldes det især de markante prisstigninger, som har gjort det vanskeligt for mange at få råd til friske råvarer i hverdagen.
For at lette presset deler hun jævnligt nemme opskrifter og tips til, hvordan man kan få ekstra grøntsager ind i klassiske retter – eksempelvis ved diskret at blande dem i pastasaucer og dermed strække måltiderne økonomisk.
Trods den voksende efterspørgsel holder Vibeke fast i sin grundlæggende praksis:
“Jeg hjælper ikke med kontanter. Men jeg hjælper med tøj, mad, legetøj og alt andet, der kan få hverdagen til at hænge sammen,” siger hun.
En Gurli Gris, en flæskesteg – og en by, der løfter i flok
En dag kom en kvinde forbi med fem julekurve, som hun ønskede at donere. Vibeke vidste med det samme, hvilke familier der havde mest brug for hjælpen – blandt dem en familie, der opholdt sig på Skejby Sygehus med et spædbarn, mens deres toårige datter var hos dem. Da Vibeke fortalte deres historie til giveren, bad kvinden hende vente et øjeblik.
Kort efter kom hun tilbage med endnu en gave. Vibeke kunne derfor sende både flæskesteg, sild, salat, karry og en lille ekstra pakke afsted til familien på sygehuset.
Samme aften modtog hun en video: Den lille pige susede storsmilende rundt på en Gurli Gris-scooter, mens familien nød deres julemåltid på hospitalet.
“Det er sådan noget, der gør det hele værd,” siger Vibeke med et smil.
Hvis du vil finde hende, kan du søge hendes navn på Facebook under Randers. Herfra koordinerer hun det meste – med hjertet som drivkraft og byen som støtte.