En familiesag har igen sat fokus på kommunens håndtering af tvangsanbringelser. Efter at moderen Camilla rettede kritik mod kommunens indsats, blev hun mødt med en trussel om, at hendes barn kunne blive fjernet. På trods af at hun og barnets far, Thomas, er skilt og bor hver for sig, lykkedes det dem i tæt samarbejde at vinde sagen og sikre, at barnet fortsat kan blive hos sine forældre. Sagen fandt sted i samme kommune, der tidligere har fået kritik for at have tvangsfjernet Ivannas barn.
Artiklen bygger indtil videre på udtalelser fra den ene part. Der er rettet henvendelse til den anden part for at få en kommentar, da artiklen ikke bør baseres på én kilde alene.
Dato: 31.08.2025
Joutnalist : Natalie Sørensen
Endnu en sag fra samme kommune
En anden familie stod for nylig i fare for at få deres barn tvangsfjernet af samme kommune, som tidligere stod bag tvangsfjernelsen af Ivannas barn.
Dagens Fokus har undersøgt baggrunden for kommunens beslutning om at iværksætte en tvangsfjernelse. Hvad får en kommune til at træffe så indgribende et skridt? Er det misbrug i hjemmet, vold mod barnet eller andre klassiske årsager, som ofte ligger til grund for en tvangsfjernelse?
I Camillas sag var ingen af disse forhold til stede. Ifølge familien blev sagen rejst alene, fordi moderen havde kritiseret kommunens indsats.
Privatfoto: Thomas sammen med sin datter, der var tæt på at blive tvangsanbragt. Forældrenes tætte samarbejde sikrede, at hun kunne blive hjemme.
To år uden den nødvendige hjælp
Camilla henvendte sig gentagne gange til kommunen for at få støtte til datterens skolegang. Alligevel tog det to år, før de nødvendige foranstaltninger blev sat i gang. Datteren flyttede hjem fra sin far i maj 2023, men først i begyndelsen af 2025 blev der gennemført en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). I mellemtiden forværredes barnets trivsel betydeligt, mens kommunen ifølge familien undlod at handle.
Camilla fortæller, at konflikten begyndte, da hun rejste kritik af den behandling, datteren fik tilbudt, og stillede spørgsmålstegn ved kommunens faglige kompetencer. Kort efter blev hun mødt med truslen om, at barnet kunne blive fjernet.
Kommunen sendte sagen til Børne- og Ungeudvalget (BUU), som i sidste uge besluttede, at en anbringelse ikke skulle gennemføres.
Ifølge kommunen skyldtes indstillingen, at moderen ikke ville samarbejde om behandlingen. Camilla afviser dette og siger, at hun sagde fra, fordi behandlingen havde negativ indvirkning på datteren. Over en periode på to år blev datteren tilknyttet mere end 20 forskellige fagpersoner fra kommune, skole og familiebehandling. Ifølge Camilla skabte de mange skift utryghed og mistrivsel.
“De sorterede i dokumenterne, så jeg lignede en katastrofe”
Familien oplevede mange skift mellem forskellige vejledere og sagsbehandlere – noget, der ifølge Camilla gjorde datteren utryg. Klager til kommunen og byrådet resulterede kun i standardsvar. Da familien sagde fra, endte sagen i Børne- og Ungeudvalget.
“Hun havde alt for mange voksne omkring sig, og hun reagerede voldsomt på det. Til sidst foreslog de en anbringelse. Jeg husker børnesamtalen helt tydeligt – hun blev spurgt tre gange, om hun var sikker på, at hun ville blive boende hjemme. Det føltes som om, de pressede hende til at svare noget andet. Samtidig sorterede sagsbehandleren i dokumenterne, så jeg fremstod som en katastrofe. Uden en god advokat var hun ikke kommet hjem den dag,” siger hun.
“Jeg føler, at mit barn bliver brugt som magtmiddel”
Selvom datteren blev hjemme, beskriver Camilla ikke situationen som en sejr.
“Jeg måtte acceptere at fortsætte det samarbejde, hun allerede havde reageret så dårligt på. Ellers ville hun ikke være kommet hjem. Jeg står tilbage med en følelse af, at mit barn bliver brugt som et magtmiddel. Kommunen vil ikke indrømme, at deres behandling har været forkert, og Børne- og Ungeudvalget bakker det op,” fortæller hun.
Camilla peger også på, at hun blev nægtet en støtteperson efter servicelovens §75, selvom forældre i anbringelsessager ifølge loven har ret til det.
“Jeg måtte acceptere en behandling, som ikke hjalp, for ellers ville kommunen anbringe hende. Jeg vurderede, at en anbringelse ville have været langt mere skadelig,” siger hun.
Camilla understreger, at datteren nu har stabilitet og tryghed i hjemmet, og at hendes fokus fremover er at sikre barnets trivsel.
Aktindsigt i dokumenter
Sagen begyndte allerede i foråret 2023, da Camillas datter flyttede fra sin far i Aarhus til sin mor i Høje-Taastrup. Kort tid efter oprettede kommunen en intern underretning, hvor familieafdelingen på det kraftigste frarådede flytningen. Dokumentet blev imidlertid registreret som indgivet af en “anonym underretter”, selvom det reelt var kommunen selv, der stod bag.
Da underretningen senere blev videresendt mellem Aarhus og Høje-Taastrup, blev der indført en afgørende fejl: I kommunens interne journalnotat fra maj 2023 stod der, at Aarhus Kommune skulle have frarådet flytningen. Det skete på trods af, at Aarhus blot havde afsluttet sin egen sag uden bekymring og udelukkende videreformidlede Høje-Taastrups vurdering. Dermed kom sagsakterne til at fremstå, som om to uafhængige kommuner delte samme alvorlige bekymring, selvom frarådningen kun stammede fra Høje-Taastrup selv.
Denne fejlagtige registrering skabte et billede af bred faglig enighed om, at barnet ikke burde bo hos sin mor – et billede, som kunne have fået afgørende betydning, da kommunen senere arbejdede hen imod en mulig tvangsfjernelse.
Kommunen har ikke korrigeret oplysningerne, hvor det fremgår, at moren skulle have haft 12 folkeregisteradresser siden 2020. Dette er ukorrekt, da hun kun har haft 3 adresser siden 2019, men oplysningerne er fortsat uændrede.
Aktindsigten viser samtidig, at Høje-Taastrups journalnotater på centrale punkter indeholder faktuelt urigtige oplysninger. Fejlen med at tilskrive Aarhus en frarådning, de aldrig afgav, rejser ifølge eksperter alvorlige spørgsmål om kommunens notatpraksis, retssikkerheden for familien og barnets tarv.
Ifølge familien handlede sagen imidlertid ikke om barnets faktiske trivsel i hjemmet, men om moderens kritik af kommunens manglende indsats. Camilla havde gennem længere tid efterspurgt hjælp, så datteren kunne få støtte i skolen, men først to år efter flytningen blev der iværksat en pædagogisk-psykologisk vurdering. I mellemtiden forværredes barnets skolegang markant, mens kommunen ifølge familien svigtede sit ansvar for at handle.
Danish 