Der, hvor andre famler, finder han vej. Den blinde madiværksætter bag Madsynet lader mørket tale – og inviterer gæster ind i en verden, hvor smag og sansning får nyt liv uden synets styring.
Bag konceptet “Mad i mørke” står den blinde iværksætter Mohammed Alsaadi, som med stor viljestyrke og kreativitet har opbygget en helt særlig virksomhed. Virksomheden har været registreret med CVR-nummer i cirka tre år, men det er først inden for det seneste år, at der for alvor er kommet gang i omsætningen og væksten.
“Da jeg startede, handlede det mest om at være synlig på sociale medier. Først i slutningen af 2023 begyndte jeg at sælge mine events med succes,” fortæller han.
Af Natalie Sørensen
København, 4. juli 2025
Et måltid uden øjne – men med alle andre sanser i spil
Mad i mørke er et oplevelseskoncept, hvor deltagerne træder ind i totalt mørke og – med bind for øjnene – både tilbereder og nyder et måltid uden brug af synet. Det, der for mange starter som en udfordring, ender ofte som en uforglemmelig sanseoplevelse, hvor smag, lyd, duft og samarbejde får en helt ny betydning. Arrangementerne henvender sig til både vennegrupper, familier og arbejdspladser, der ønsker en anderledes og nærværende aktivitet.

Udover selve sanseoplevelsen byder konceptet også på foredrag om blandt andet iværksætteri og madlavning, med fokus på at gøre mad mere tilgængelig og ukompliceret for alle.
Vejen fra idé til virkelighed har dog ikke været uden udfordringer – som med alle nye initiativer kræver det både vedholdenhed og kreativitet at skabe en virksomhed, der tør tænke anderledes.
Økonomisk virkelighed
Selvom virksomheden langsomt vinder fodfæste, er det stadig en kamp at få økonomien til at løbe rundt.
“Jeg kan endnu ikke leve af min virksomhed. Jeg tjener primært på ’Mad i mørke’-arrangementer og konsulentarbejde som foredrag og andre events. Nogle måneder har jeg slet ingen kunder, andre måneder måske tre til fem,” fortæller han ærligt.
Der arbejdes derfor målrettet med at øge kendskabet. Annoncering på sociale medier som Facebook og Instagram er i gang, og på sigt er der også ambitioner om at få professionel hjælp til at komme på TikTok. En profil på platformen ChefMe har allerede givet nogle opgaver, og der er dialog i gang med teambuilding-virksomheder. Men drømmen er klar: at finde en fast samarbejdspartner, som kan være med til at løfte virksomheden til næste niveau.
Frihed med bagsider
At være selvstændig giver frihed – men også ansvar og usikkerhed. Det kender Mohammed alt til.
“Fordelen er, at jeg selv bestemmer over min tid og kan udvikle idéer. Det giver mig stor glæde at se kunder få en oplevelse, de husker. Men det er også sårbart. Jeg skal stå for alt – salg, markedsføring, regnskab – og det er ikke altid nemt, især når man er blind,” siger han og tilføjer, at det kræver ekstra tid og ofte hjælp fra seende, som han ikke altid har råd til at betale.
Netværk kunne være en hjælp, men også det koster penge. Og uden kolleger kan hverdagen som iværksætter føles ensom.
En anderledes mission
Men ambitionerne rækker ud over forretning og profit. Den største drivkraft er ønsket om at skabe forståelse og nedbryde fordomme.
“Selvfølgelig vil jeg gerne have mange kunder og vækst. Men hvis jeg kan være med til at gøre samfundet mere tolerant og rummeligt, så føler jeg, at jeg er nået i mål,” siger han.
Og kunderne går derfra med mere end bare en spændende oplevelse. “De får øjnene op for, hvad det vil sige at være blind – både de udfordringer, vi har, og alt det, vi faktisk kan.”
Fra venskab til virksomhed
Historien om Madsynet begyndte som et fritidsprojekt sammen med en ven tilbage i 2016. Over årene voksede konceptet – men det samme gjorde ambitionerne.
“Min daværende partner ønskede ikke at gøre det til en rigtig forretning, så vi valgte at gå hver til sit – som gode venner,” fortæller han.
Siden har han stået alene med både idéudvikling og drift, og det var netop i mødet med nysgerrige mennesker, at idéen til ’Mad i mørke’ opstod.
“Folk blev fascinerede, når jeg fortalte, at jeg er blind og laver mad. Men jeg kunne mærke, at de havde svært ved virkelig at forstå det. Så jeg tænkte: ’Lad mig invitere dig ind i mit mørke – så kan du måske bedre forstå.’”
Fremtiden i mørket – og lyset
Drømmen er ikke bare at overleve som selvstændig, men at udvikle Madsynet til en bæredygtig virksomhed med samfundsmæssig betydning.
“Jeg banker på en masse døre – nogle åbner, andre gør ikke. Men jeg bliver ved. For det her handler ikke kun om mig, men om at vise, hvad vi kan, når vi tør se med andre sanser end øjnene.”
Vil du opleve Mad i mørke? Læs mere på