Socialisering er den proces, hvor mennesker “opdrages” til at blive en del af samfundet. Det indebærer en tilegnelse af de normer, værdier og færdigheder, der gør det muligt at navigere i fællesskabet. Denne proces skaber vores “indgang” til samfundet – vores integration. Men hvem har egentlig ret, ansvar og mulighed for at forme os? Og hvordan bliver vores identitet påvirket af de normer og betingelser, vi vokser op med? Spørgsmålene trænger sig på i en tid, hvor sociale forandringer går hurtigere end nogensinde.
Af Kateryna Hura, 27.11.2025
Af Kateryna Hura, 27.11.2025
Farvel modernisme – velkommen senmodernisme
Det samfund, vi lever i i dag, betegnes som det senmoderne samfund. Ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens er det kendetegnet ved adskillelse af tid og rum, øget refleksivitet og en udlejring af sociale relationer. Den teknologiske udvikling betyder, at mennesker ikke længere er bundet til én bestemt by eller fysisk tid. Et enkelt klik kan sende os til den anden side af verden.
Men er denne udvikling et udtryk for reel frihed og uendelige muligheder? Eller er det snarere en motorvej mod ensomhed, lukkethed og menneskelig afstand? Hvor mange timer bruger vi på at kommunikere med vores nærmeste via Instagram, Snapchat og Messenger – og hvor mange timer taler vi med dem ansigt til ansigt?
Når vi taler om “udlejring af sociale relationer”, bliver børneopdragelsen et centralt eksempel. Store dele af børns daglige omsorg er i dag placeret i vuggestuer, børnehaver og skoler. Vi overlader vores børn til professionelle – dygtige fagfolk, ja – men hvor bliver familien af, når barndommen langsomt glider os ud af hænderne?
Den øgede refleksivitet indebærer samtidig, at individet i højere grad spørger: “Hvem er jeg?” Mennesket har fået retten til selv at definere og reflektere over sine følelser og identitet. Men det bliver vanskeligere at finde sig selv, når der er tusindvis af identitetsmuligheder at vælge imellem. Det skaber nye stressfaktorer: “Har jeg overhovedet truffet det rigtige valg, eller narrer jeg mig selv?”
Hvordan socialisering foregår
Traditionelt taler man om tre former for socialisering: den primære, den sekundære, den tertiære og den dobbelte socialisering. I det senmoderne samfund er der imidlertid opstået en ny og mere kompleks form: multisocialisering.
Primær socialisering foregår i familien og er præget af nærhed, værdier, normer og måder at se verden på. Her får vi vores første viden om, hvordan man bør – eller måske ikke bør – begå sig i samfundet.
Sekundær socialisering finder sted, når børn løsriver sig fra hjemmets trygge rammer og lærer at indgå i større fællesskaber. Her spiller institutioner som vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidsaktiviteter en vigtig rolle i at forme barnets forståelse af samfundets normer og værdier.
Dobbeltsocialisering betyder, at barnet tidligt lærer at forholde sig til normer og forventninger fra to forskellige arenaer: hjemmet og institutionerne. Det kan være krævende for børn at navigere mellem disse dobbelte sæt af værdier.
Tertiær socialisering kommer til med teknologien, især sociale medier og TV. Disse medier skaber uformelle normer og værdier, der har stor indflydelse på identitetsdannelsen. Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen (2023) bruger 66 % af alle 2-årige en tablet eller smartphone på en almindelig dag, og 31 % gør det i mere end en halv time.
Multisocialisering, den nye form, opstår, når børn vokser op i mange verdener på én gang. I dag bliver børn påvirket af pædagoger, lærere, venner, idrætsforeninger og digitale fællesskaber side om side. Sociale medier, spiluniverser og onlinefællesskaber er ofte lige så indflydelsesrige som forældrene.
Ifølge kilde: Dion Sommer: “Børn i senmoderniteten”, Hans Reitzels Forlag (2011), og Dion Sommer i Ane Glarbo Riis.
Hvem – eller hvad – dyrker vores identitet?
De ovenstående udviklinger vidner om store forandringer i samfundet, og med dem følger også nye livsformer. Opdragelsen deles i dag mellem familien og børneinstitutionerne.
Men hvor meget tid tilbringer vi egentlig med vores børn i løbet af en arbejdsuge? Man kan nemt svare, at der er tid nok – men hvor meget af denne tid er egentlig kvalitetstid? Mange forældre ser kun deres børn 4–5 timer om dagen, ofte præget af træthed fra begge parter. Hvilke værdier og normer gives der videre under disse betingelser?
Institutionerne udfører deres arbejde professionelt, men de følger en fast protokol – hverken mere eller mindre. De giver børnene værktøjer til at indgå i samfundet, men ikke nødvendigvis de værdier, der rækker ud over det formelle.
Den mest markante – og potentielt farligste – påvirkning kommer dog fra sociale medier. Her skabes uformelle normer og værdier, som trænger dybt ind i børn og unges bevidsthed. Ofte er disse værdier både skadelige, illusoriske og usunde.
Hvad står vi tilbage med?
Vi står med en generation – og et samfund – hvor mennesker har utallige muligheder for at skabe deres identitet, men også et højt stressniveau. Informationskilderne, der skal forme identiteten, er uklare, flydende og ofte dårligt definerede.
Vi bliver opdraget og manipuleret på én og samme tid. Vores liv bliver både formet og påvirket, ofte uden at vi selv bemærker det.
Socialisering varer hele livet. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde fast i sit eget naturlige filter – og selv vælge, om man vil leve efter andres diktater eller træde frem som den, man virkelig er.
Danish 